Fra Frejas jubilæumsårbøger 1973 og 1998:
Besættelsesårene skabte sammenhold
Perioden 9. april 1940 - 4. maj 1945 undgik ikke at sætte sit præg på Randers Sportsklub »Freja«. De fem onde år med en tysk besættelsesmagt med mord og vold som daglig gerning blev år, som de, der oplevede dem, sent vil glemme. Det var et mørkt kapitel i vor nations historie, og det vil være forkert ikke at komme ind på den onde tid i forbindelse med et tilbageblik over vor klubs 75 års levetid.
Måske vil det også have de unge medlemmers interesse at erfare om den tid. Det kan måske anspore dem til at bidrage til, at den slags skændselsgerninger ikke kan gentages fremover.
Den tyske værnemagts besættelse af Danmark betød vold og terror. Mørkelægning med hvad dertil hørte var en realitet fra den første dag, Hitler og Co. holdt deres indtog. Men det blev værre endnu. I de områder og byer, hvor der blev begået sabotage mod virksomheder, der arbejdede for den tyske værnemagt - eller mod broer og jernbaner -blev der indført udgangsforbud, f.eks. fra kl. 20 aften til kl. 6 morgen. - Soldaterpatruljer marcherede eller kørte igennem byens gader og affyrede deres geværer mod uskyldige borgere.
Og de danskere, der blev anholdt for sabotage eller andet modstandsarbejde, blev udsat for tortur og i snesevis af tilfælde henrettet ved skydning.
Også et af vore medlemmer måtte ofre livet for tyske kugler. Den kun 18-årige handelslærling, Otto M. Christiansen, blev sammen med fire andre unge mennesker fra vor by henrettet for sabotage mod broerne ved Langaa. Otto M. Christiansen, en frisk gut, var en særdeles habil fodboldspiller og en dygtig atletikudøver.
Randers by var præget af sorg i flere dage, da værnemagten havde foretaget den skændige handling. Fra borgmester og politimester blev der protesteret til den tyske befuldmægtigede, men forgæves.
Den tyske besættelsesmagts brutalitet fik den modsatte virkning af den tilsigtede. Sammenholdet i den danske befolkning blev styrket dag for dag. Den trodsede mord, terror og andre voldsgerninger. Man var klar over, at den gryende dag ville komme.
Det gjorde den en skøn majdag i 1945. Jeg husker episoden, som det var i går.
Vi var mange, der var til fodboldtræning på banen ved »Bettysminde«. Ved halvnitiden så vi daværende, nu afdøde, opsynsmand Chr. Mostrup komme 1øbende. Han råbte: »Tyskerne har kapituleret. - Vi er en fri nation på ny«. Træningen blev afbrudt øjeblikkelig. Nogle var klar over, hvor de nu skulle møde: Frihedskæmperne skulle medvirke til, at den slagne værnemagt ikke fik lejlighed til at ødelægge samfundsværdier eller myrde, nu hvor Danmark atter var frit. Det var frihedsdage, vi sent vil glemme.
Naturligvis blev mulighederne for at være med i turneringer indskrænket i væsentlig grad i trit med krigens udvikling og indtil afslutningen.
Mørkelægning og udgangsforbud gjorde sit hertil. Benzinmangel betød efterhånden standsning af bilerne. Toggangen blev også indskrænket betydeligt. Så meget, at man til sidst måtte ty til lastbiler, der blev drevet frem ved hjælp af en gasgenerator. En sådan blev »fyret op« med små træstykker, der ved kontakt med ild skabte gas til fremdrift. Træbænke på bilens lad var siddepladser, og en kasse med sider og loft beskyttede mod vejr og vind.
Men vi nåede frem til vore turneringsopgaver og var sammen i den onde tid. Sammenholdet blev styrket endnu mere.
Vi havde i vor klub også den ære at snyde den tyske værnemagt. Den 29. august 1943 - en søndag - blev der indført undtagelsestilstand i Danmark, efter at den danske regering var gået af i protest mod den tyske politik.
Alle sportskonkurrencer blev forbudt. Men vor klub opsøgte den tyske bykommandant, der holdt til i Vestergade, og fik udvirket, at vi måtte spille fodboldkampe i overværelse af vore medlemmer. Og hvilken medlemstilgang vi pludselig fik i de efterfølgende uger!
Vi var også kommet i slutkamp mod AGF om det jyske fodboldmesterskab. Kampen skulle spilles i Århus på en hverdagsaften. Toggang var der næsten ikke, og biler var en saga blot. Alligevel kunne man ringe til banegården og spørge, om der kørte et tog til Århus. - »Det gør der ikke efter planen, men De kan jo prøve at komme på banegården« - blev der svaret.
Og 1.500 Randersborgere var med ekstratog til Århus, hvor vi spillede 0-0. - Omkamp i Randers den efterfølgende uge- om eftermiddagen. Byens handlende og arbejdspladser lukkede før tiden. Man skulle til fodbold. Op mod 10.000 tilskuere havde indfundet sig til kampen, som AGF vandt 1-0.
Men det var ligeså meget en national demonstration. Det må indskydes, at forbud mod tilskuere til kampe var blevet ophævet, da finalekampene blev afviklet.
Få måneder efter oprandt den store dag, da frihedens klokker fortalte om en nation, der på ny kunne trække vejret frit efter fem onde år.
Jens E. Jensen
