Vestdanske mesterskaber for hold i Herning den 27. september 2008

Klubben havde på et af årets sidste sensommerdage tre hold start til årets afdeling af vestdanske mesterskaber, som vanen tro blev afholdt i Herning. De tre hold deltog i drengenes 8 – 11 års klasse, pigernes 10 – 13-års klasse og slutteligt havde klubben et mix-hold hos de 12 – 15-årige.

De yngste drenge var lidt amputerede, eftersom holdet kun talte 4 deltagere, så nogle af disciplinerne kunne ikke blive fyldt helt ud (der talte to fra hver klub i hver disciplin). Holdet bestod af Laurits Møller, Max Høgh-Pedersen, Rasmus Petersen og Daniel Graversgaard. De fire gjorde det utroligt flot og endte på en samlet andenplads bag Aarhus 1900. Af særligt gode resultater skal blandt andet nævnes Laurits’ yderst flotte sejr på 60m hæk. Laurits kom ind i tiden 11,81s, men klubkammeraten Daniel var også rigtig godt med og kom ind i 12,21s. I længdespring satte Laurits desuden personlig rekord med et spring på 3,68m, som gav en masse gode point til holdet. I kuglestød blev det til en imponerende dobbeltsejr, idet Max og Rasmus blev henholdsvis nummer 1 og 2 med stød på 6,98 og 6,82m. I boldkast gik det også rigtig godt, hvor Rasmus og Max begge nåede ud omkring de 32m med 32,12 og 31,92m! Ellers blev det til solide 1,10m for både Daniel og Rasmus i højdespring og på 60m, scorede Laurits og Max mange gode point ved at løbe henholdsvis 9,79s og 10,28s. Daniel deltog alene på 1000m, hvor han efter et meget friskt udlæg gik lidt død til sidst men alligevel formåede at kæmpe sig ind i 3.54,50 min, som resulterede i en personlig rekord. På den afsluttende 4 x 60m stafet lagde Laurits yderst flot fra land, og de fire unge frejanere førte et kort øjeblik. Max løb sine 60m rigtig godt, men her var Århus’ mand lidt for stærk, så på trods af ligeledes meget fine ture fra Rasmus og Daniel, måtte de fire se sig slået, men tiden på 39,49s var helt klart godkendt!

Hos de 10 – 13-årige piger var der også afbud, så holdet som ved de yngre drenge kun talte fire deltagere. Tone Finnerup, Line Michaelsen, Anna Østergaard og Ane Liv Berthelsen var tilsammen meget yngre end de øvrige hold – kun Ane Liv var ikke 10 – 11-årig. På trods af dette og mange skrupler over, at deltagerne på de andre hold var meget ældre, gjorde de fire piger det fornemt i alle disciplinerne. Det var udelukkende på grund af holdets samlet set lave alder, og at ikke alle discipliner blev fyldt helt ud, at det kun blev til en syvendeplads i det skrappe felt.

Først og fremmest stod den meget unge Line Michaelsen for dagens helt store fighterindsats. På trods af, at hækkene nærmest var lige så høje som Line selv, tog hun udfordringen op på 60m hæk. Det gik rigtig godt over den første hæk men ved den anden snublede Line og måtte desværre udgå. Det vigtigste var dog, at Line havde kæmpet alt det, hun havde lært, og det må man så sandelig sige, at hun gjorde. Tone løb også 60m hæk og var ligesom Line ret skræmt ved at skulle løbe på de højere hække. Tone gjorde det dog fremragende og kom ind i fornem fjerdeplads i tiden 12,28s. Tone sprang ligesom Line også længdespring og her blev det til 3,27m til Tone og 2,46m til Line, som helt klart må siges at være godkendt. Line havde en travl dag ligesom de andre piger, så som eneste pige fra klubben løb hun 1000m, og kom ind i den fremragende tid af 4.38,76 min. Tone var som det sidste med i 80m, og her fik hun sammen med Anna kamp til stregen fra de op til to år ældre piger. Tone fik efter en god start lidt problemer med at følge med i det klart hurtigste heat, men kom ind i fine 12,79s. Anna løb i heatet forinden næsten lige så hurtigt, men kom desværre ikke helt under de 13s, men 13,05s var bestemt heller ikke dårligt. Anna kastede også bold, og her nåede hun ud på 24,48m. Bedst klarede hun den dog i højdespring, hvor hun ligesom Ane Liv klarede 1,15m. For Anna betød det en personlig rekord med 5 cm, og de efterfølgende forsøg på 1,20m viste, at også denne højde er inden for rækkevidde. Ane Liv kastede også bold 25,84m lige foran Anna. I kuglestød havde klubben kun Ane med, men hun viste farverne rigtig flot alene, og fik den 2 kg tunge kugle ud på 8,06m.

Hos de 14 – 15-årige piger og drenge, var der også afbud – her fra Jonas Falk, som med hold i ryggen desværre ikke kunne deltage. Jonas må ellers siges at have været holdets måske stærkeste kort, så det var noget af en svækkelse Jonas’ afbud betød. De seks øvrige deltagere på holdet gjorde det også godt og endte på en samlet syvendeplads ligesom de 10 – 13-årige piger. Holdet bestod af Jacob Michaelsen, Julie Carlsen, Julie Petersen, Katrine Sams, Martin Nielsen og Mette Kristensen. På 100m løb førstnævnte Julie og Katrine henholdsvis 14,02 og 14,49s, hvilket gav rigtig mange gode point og to flotte placeringer. På 300m haltede det lidt mere, idet klubben kun havde Jacob i aktion, som efter en flot 1500m i 4.56,82 min tidligere på dagen naturligt nok var lidt træt. Han kom dog ind i gode 46,87s, som gav ganske fornuftige point. Jacob løb også 100m hæk tidligere på dagen og på trods af de meget høje hække for den kun 13-årige løber så blev sluttiden så fin som 20,05s. På 80m hæk løb Julie Petersen 14,56s, så også her blev der scoret rigtig gode point. I højdespring sprang samme Julie 1,25m, imens Katrine kom noget højere med 1,35m. I længdespring blev det til lidt beskedne 3,48m for Julie Carlsen, imens Katrine desværre ikke fik godkendt nogle af sine forsøg, så her blev der tabt en del ærgerlige point. I kuglestød nåede Mette ud på 5,55m på trods af, at hun ikke ligefrem kan kalde sig selv kaster. I diskoskast blev det til 13,74m, og i spydkast nåede Julie Petersen ud på 17,95m. Holdet havde kun en reel kaster med, og Martin gjorde det faktisk også ganske fint. I spydkast lagde han ud med kun at være 10 cm fra sin personlige rekord med et kast på 27,44m, og i diskos blev det til godkendte 23,92m. I kuglestød kiksede Martin desværre lidt, og nåede kun ud på 8,49m. På dagens afsluttende 4 x 100m stafet løb de fire piger hjem i 55,94s efter tre fornuftige skifter, så dagen sluttede godt, og med Jonas på holdet og ingen uheldige tabte point, var det måske blevet til en medalje eller øvrig topplacering.

      
RANDERS SPORTSKLUB FREJA, Mariagervej 180, 8920 Randers NV, E-Mail
edit | powered by &Rcms | sitemap