Weekenden bød på danske mesterskaber i både lang og kort cross, og her var Randers Freja Atletik og Triatlon repræsenteret med 4 deltagere. Lørdag stod den på lang cross og søndag på kort cross, og begge gange blev det hele afgjort tæt ved Risskov i Århus på en meget hård og teknisk krævende rute på knap 2 km med en masse mudder. De to mesterskaber gik i øvrigt ud for henholdsvis 4. og 5. runde af Vinterturneringen.

 

Lørdag var kun Morten Hejlskov (90) i aktion, hvor han opnåede en fornem 5. plads hos de 18 – 19-årige juniorer i tiden 35.15 min over de 5 omgange. Samlet blev han nummer 24, hvilket også helt klart må siges at være fremragende.

Søndag var Morten så på pletten igen, men først var Jonas Falk (93) i aktion – denne gang over kun 2 omgange på den meget hårde rute. Jonas løb i Vinterturneringens ungdomsklasse og deltog på samme tid i DM hos de 16 – 17-årige. Jonas brugte bare løbet som en god omgang træning, men han gjorde det alligevel rigtig godt, idet han løb en meget flot 11. plads hjem i sin aldersklasse i det meget store felt. Tiden på 16.14 min, kan man dog ikke bruge til så meget, eftersom ruten som sagt var meget mudret.

Morten Hejlskov var på trods af lørdagens anstrengelser rimelig frisk og oplagt til at opnå et endnu bedre resultat end dagen før. Morten formåede ganske vist at blive nummer 24 samlet igen, men hos de 18 – 19-årige blev det denne gang kun til en 7. plads, som dog langt fra kan beskrives som utilfredsstillende for Morten, som har døjet lidt med skader i løbet af februar. To hårde konkurrencer på en enkelt weekend er derfor meget at skulle klare. Mortens tid blev på 14.13 min efter et nok lidt for hårdt udlæg.

 

Morten Jespersen (88) deltog hos ungseniorerne, men med sygdom i kroppen og en kun netop overstået skadespause på 3 uger bag sig, var der ikke meget at give af, så løbet blev mest taget som træning. Morten opnåede en 8. plads i sin aldersgruppe og en 81. plads samlet set med en tid på 15.48 min.

Langt bedre klarede Emil Bruun (84) sig dog, som med gode ben løb en virkelig flot 8. plads hjem hos seniorerne. Emils taktik bestod i at lægge lidt roligt ud, så mens de fleste gik ned i tempo på anden omgang – og specielt op ad den ret lange bakke til sidst på ruten, kunne Emil holde det helt jævnt, overhale en del og dermed løbe over målstregen efter kun 13.46 min. Emil er i rigtig god form for tiden, hvilket også kunne ses ved, at han var under 20 sekunder fra en podieplacering, så det bliver spændende at følge Emil den kommende sæson og også til DM 10 km om kun to uger – den hårde vintertræning med mange kilometre ser i hvert fald ud til at have båret frugt!

      
RANDERS SPORTSKLUB FREJA, Mariagervej 180, 8920 Randers NV, E-Mail
edit | powered by &Rcms | sitemap