Dansk Mesterskab for Ungdom 30. og 31. August 2014 på Østerbro Stadion København
 
Randers Freja Atletik og Triathlon var i weekenden til DMU i København med 15 deltagende atleter, som samlet deltog i 27 øvelser. Samlet blev det til 4 Guld, 2 Sølv og 4 Bronze medaljer.
 
Turen startede fredag kl. 18, hvor 9 atleter, samt 2 trænere kørte mod København for at være klar til konkurrence lørdag. Lørdag var dagen hvor de fleste af klubbens kastere skulle i aktion. Mathias E. Madsen (D19) der for nylig deltog i Nordisk Mesterskaber i Norge skulle deltage i kuglestød. Mathias vandt konkurrencen med 16.04m. Også kuglestødstræner Emil Faramarzi (D22) og klubkammerat Martin Nielsen skulle støde kuglestød. Emil tog bronze med 11.91m, hvilket Emil ikke var helt tilfreds med, da prøvestødende under opvarmningen tydede på mere. Martin stødte 11.05m, men efterfølgende deltog han i hammerkast, hvor 32.89m gav ham bronze. Oliver Shadwell (D17) var også en tur i kuglestøds ringen, hvor det blev til ny personlig rekord (PR) på 12.09m. En anden af klubbens atleter der også fornylig var i udlandet til stævne, Mathias Hansen (D15), skulle deltage i spydkast. Mathias der under træner Gert Skals har rykket sig meget i år, ramte dog ikke helt dagen, men kom alligevel ikke helt overraskende øverst på skamlen med 51.81m.
Lørdag var også dagen for springerne Johannes Glue (D15), Frederik Thygesen (D15) og Thomas S. Larsen (D15). Først deltog alle 3 drenge i højdespring. Her fortsatte Johannes med at vise gode takter og tilsyneladende begynder de mange måneders træning under Jens M. Boeriis at bære frugt. Johannes vandt guld med ny PR på 1.70m. De 2 andre drenge sprang også 2 flotte resultater på henholdsvis 1.50m til Frederik og 1.58m (PR) til Thomas. Under konkurrencen regnede det en del, hvilket ikke gjorde det nemmere for drengene.
Senere på aftenen skulle Johannes og Frederik igen i gang med at springe, men denne gang stod den på 3-spring. Her måtte Johannes dog nøjes med sølvmedaljen med et spring på 12.69m, hvilket var PR med 49cm.
Løberne August Broz og Mads Brøndum (D19) skulle deltage i 1500m. De kom i mål i henholdsvis 4.12.42min og 4.25.61min, hvilket var PR for begge løbere.
Efter en lang dag på stadion gik turen tilbage til skolen, hvor der skulle overnattes igen. Optakten til søndagens konkurrencer blev dog slet ikke så optimale som de kunne have været. Den store mængde vand der kom over KBH lørdag nat, blev nemlig også for meget for bygningens afløb mm. Så da vandet begyndte at strømme ind fra afløb, riste, døre og tag måtte man kl. ca. 3 rydde gymnastiksalen, hvor klubbens aktive og træner overnattede med mange andre klubber, da det nu kun var et spørgsmål om tid før vandet ville komme ind i salen. Resten af natten måtte der overnattes rundt på skolens gange, der lå højere.
Stadion havde også været udsat for store mængder vand og konkurrencerne blev derfor alle udskudt med 1 time.
Derfor var det også nogle lidt brugte og trætte atleter der ankom til stadion søndag kl. 8. Regnen fortsatte lidt i forskellige mængder hele dagen kun med få perioder, hvor det var tørt. Men trods disse forhold var der alligevel en indre vilje fra klubbens unge. Sofie Jørgensen (P15) lod sig ikke slå ud af nattes forstyrrelser og det dårlige vejr. I kuglestød kom endelig belønningen for den sidste periodes træning. Det blev til bronze med et stød på 12m, hvilket var PR med hele 1,22m! I 100m hæk kostede en tyvstart desværre Amalie Bang Petersen (P17) videre deltagelse, men heldigvis havde klubben også Josephine Skipper (P17) med i hæk. I finalen blev det til sølv i ny PR 15.81sek. Også Johannes løb 100m hæk, hvor det blev til ny PR i tiden 15.69sek, men rakte desværre kun lige til en 4. plads.

De 2 løbere August Broz og Mads Brøndum (D19) skulle søndag løbe 800m. Her kæmpede August med i front og løb med en tredje plads i tiden 2.03.47min. Mads kom ind i tiden 2.07.54min, hvilket var ny PR. Den lidt yngre atlet Thomas S. Larsen skulle også løbe 800m, hvor det blev til ny PR i tiden 2.25.37min. Søndag var det Mathias Hansens tur til at komme i kuglestødsringen. Her blev det 12.19m.
Den sidste der skulle i konkurrence søndag var Josephine Skipper der skulle springe stangspring. Desværre var konkurrence slået sammen for alle aldersgrupper, hvilket gjorde at Josephine måtte vente i lidt over 2 timer inden højden nåede op, hvor hun ønskede at starte. Hun klarede 3.20m rigtig flot og sikrede sig dermed guldet. Derfor valgte hun også at vente til 3.40m med at springe igen. Desværre havde vinden for stor påvirkning på stangen, hvilket også betød det blev til 2 gennemløb og en nedrivning.
Det blev til en rigtig lang og våd weekend med mange udfordringer fra vejrguderne og en afbrudt nattesøvn. Men trods dette var humøret og fighterviljen høj og derfor blev det også til de mange flotte medaljer, men også mange personlige rekorder der i hvert fald fra trænernes synspunkt er mindst lige så flot som en medalje. Det viser træningen har båret frugt og giver derfor energi til at arbejde videre over vinteren og udvikle den enkelte atlet hen mod flere rekorder og forhåbentlig også en masse medaljer.
 
Træner for hækkeløberne: Merete Nordentoft
Træner for 3-springere: Per Bramsen
Træner for løberne: Jeppe Thomsen
Cheftræner og allround: René Kvist
Træner for stangspring: Ole Kvist

Pva. klubbens trænere og leder på turen
Kenneth Byskov





      
RANDERS SPORTSKLUB FREJA, Mariagervej 180, 8920 Randers NV, E-Mail
edit | powered by &Rcms | sitemap