Succes til Kvilles vårtävling J

Når man ikke kan få start til Folksam Grand Prix, kan svenskerne heldigvis arrangere et stævne på selv samme stadion dagen før, og kalde det for en før-konkurrence. Det ville jeg gerne springe til, da jeg jagter U23 EM krav, som skal nås inden 1. juli. Kravet lyder på 4.05m, men hov jeg sprang jo 4.09m i Recklinghausen for tre uger siden. Grunden til at dette resultat ikke kan bruges som grundlag for udtagelse til EM, er fordi det er en forhøjet bane, som ikke er godkendt, da den er downhill – altså nedadgående. Derfor smuttede jeg fredag d. 14. juni med færgen til Göteborg. Denne gang alene, da Ole var låst fast af arbejde. Det at jeg kan stå på egne ben og selv tage ud at springe er en stor fordel. Det er helt sikkert noget vi stræber efter, altså at jeg er så selvstændig som overhovedet muligt. Selvfølgelig er det mest optimalt at have min træner med ude til stævner, men i sidste ende står man jo alene på banen og skal præstere. Vi har et godt samarbejde med den svenske gruppe og træner Thomas… Han ville gerne hjælpe mig med at se fod osv., hvilket gjorde det hele meget nemmere.

Jeg ankom til stadion i forholdsvis god tid, og var så småt begyndt at blive i tvivl om jeg var det rigtige sted da jeg efter 2.5 times venten stadig sad alene på stadion. Men heldigvis kom pigerne, vi fik varmet op, og der begyndte så småt at komme folk på stadion. Forholdene var lidt skiftende. Der var kraftig vind, nogle gange med, men mest til siden. Til trods for dette havde jeg en meget overbevisende opvarmning og følte mig flyvende da jeg pakkede mig ind i overtøj for at vente på, at overlæggeren ville komme på 3.75. Vi kørte på 5’er, hvilket var helt perfekt. Efter lidt ventetid skulle jeg i gang, og i selv samme sekund ankom Angelica Bengtson (4.63m) på stadion. En del af de atleter der konkurrerede til Diamond League i Oslo dagen før, skulle også konkurrere til Grand Prixet dagen efter, så stadion var fyldt med stjerner, hvilket da kun var en ekstra motivationsfaktor for at klare sig godt J

Min serie lød: 3,75, 3.85 og 4.05m J Så jaaaaahhhh jeg klarede U23 EM kravet i en GODKENDT konkurrence J Simpelthen så dejligt at få den ud af hovedet! Derefter satte jeg overlæggeren på 4.15, hvilket jeg havde højde, men ingen timing til. Igen igen havde mine spring ikke nok længde i sig. Dette skyldes nok, at jeg blev ekstra tændt, spændte en lille smule mere op og korrigerede for en sidevind…

Nå, men med 4.05m vandt jeg også kvindernes konkurrence, hvilket udløste en meget flot og temmelig ordinær drikkedunk samt en fin blomst. Endnu en gang kommer jeg hjem med et resultat over 4m, hvilket er stor fremgang, og jeg er meget optimistisk mht. højere højder til de næste stævner J

I morgen er jeg publikum til Folksam Grand Prix, hvor kvinderne springer stang kl. 15. Feltet er ret så giftigt – En stor del af dem har 4.50 og op ad. På søndag springer jeg til Vest Danske i Skive kl. 13.15. Alt ser jeg meget frem til J

Hilsner fra det svenske J

Line Renée

      
RANDERS SPORTSKLUB FREJA, Mariagervej 180, 8920 Randers NV, E-Mail
edit | powered by &Rcms | sitemap