Världsungdomsspelen 8. – 10. juli 2011

Randers Atletik Freja havde i år valgt at sende en stor trup af sted til det traditionsrige stævne på Ullevi Stadion i Göteborg. Turen blev rigtig god, og mange af klubbens aktive kom hjem med flotte personlige rekorder.

Stævnet startede allerede tidligt fredag med hækkeløb for de yngste piger, hvor klubben havde Josephine Skipper og Amalie Pedersen til start. I gruppen 13 år var de havnet i henholdsvis første og andet heat ud af hele syv heats. Josephine kom rigtig godt fra start og lå længe til at vinde heatet, som eventuelt kunne have udløst en plads i finalen. Desværre væltede hun over en af de sidste hække og måtte løbe sidst i mål. Amalie havde umiddelbart ikke den store chance for at avancere til finalen, men efter en god start og et godt solidt løb kom hun i mål i tiden 10,44s, som var ensbetydende med en lille forbedring af hendes personlige rekord og en fornem 14. plads ud af 62 startende.

Hos de et år yngre piger fik Tone Finnerup også kamp til stregen. Det endte med at blive til en femteplads i heatet i tiden 13,78s, som ikke var langt fra personlig rekord.

Hen over middag begyndte det ellers nogenlunde vejr så at vise sig fra sin dårligere side, og resten af dagen stod den på regnvejr. Line Skriver nåede dog at springe 1,60m i højdespring inden, men det betød, at Line Reneé Jensen måtte nøjes med 3,70m i stangspring hos juniorerne, og at seniorernes konkurrence blev udskudt til lørdag. Jonas Dichmann (årgang 98) lod sig dog ikke gå på af regnen. Han var til start på 600m, hvor han var havnet i det bedste heat. Desværre fik Jonas ikke just den bedste start, da han blev skubbet godt og grundigt. Han fik dog alligevel hurtigt fart i bentøjet og rundede de første 200m i under 33s. Det var måske lige hurtigt nok efter den dårlige start, men Jonas formåede alligevel at holde tempoet højt på anden omgang, og det blev således til en niendeplads i den nye personlige rekordtid 1.41,92 min.

Kort herefter løb Jakob Michaelsen (årgang 95) 800m hos de 16 – 17-årige drenge. Selvom Jakob er en habil løber, var han kun havnet i det femtehurtigste heat. Det viste sig dog også at være en fejltagelse, eftersom han førte fra 200m og til mål, og efter 61s på de første 400m kæmpede han sig hjem i flotte 2.06,52 min, som betød pr med over 3 sekunder.

En anden, der til gengæld var kommet i det hurtigste heat, var Line Schulz, som opnåede en fornem femteplads hos de 15-årige piger på samme distance ved at løbe 2.20,34 min.

Den våde dag på stadion sluttede for klubbens vedkommende med Helene Mortensens deltagelse i juniorernes længdespringskonkurrence. Men det kolde og våde vejr var dog langt fra optimalt, og Helene måtte nøjes med beskedne 4,61m.

Lørdag artede vejret sig så fra sin bedste side, og det resulterede i den ene gode præstation efter den anden. Først løb Anna Østergård 13,91s på 100m, som var tæt på personlig rekord, og ikke længe efter startede de 13-årige pigers stangspringskonkurrence, hvor Josephine og Amalie blev nummer tre og to ved at springe henholdsvis 2,85m og 2,96m. For Amalies vedkommende betød det en ny forbedring af stævnerekorden, men den ære måtte hun desværre dele med vinderen af konkurrencen, som kunne stille sig øverst på præmieskamlen efter reglen om færrest nedrivninger.

Herefter var det seniorernes tur til at springe, og Iben Høgh Pedersen nåede her op på 4,01m, imens Line Reneé Jensen klarede 3,88m. Nogenlunde samtidig stødte Stine Bramsen 7,45m i kuglestød, hvilket ikke var langt fra personlig rekord.

På 1500m løb Line Schulz en flot personlig rekord med tiden 4.43,12 min. Line havde valgt at stille op hos seniorerne for at være sikker på at få nok modstand, og det fik hun også ved at blive nummer otte her i et for hende nærmest perfekt løb.

Jakob Michaelsen skulle forsøge at følge op på fredagens positive 800m, og godt gemt inde i feltet i det meste af løbet sluttede Jakob som nummer fire i andet heat i tiden 4.22,87 min, som betød endnu en klækkelig personlig rekord. Jakobs træningsmakker Jacob Juncher var noget besynderligt havnet i første heat efter en fejl fra arrangørernes side med hensyn til tilmeldte tider. Så Jacob kunne ikke gøre så meget andet end blot følge gruppen, så godt han kunne. Efter 400m i noget, der for Jacob lignede 800m-tempo, måtte han dog slippe og efter lidt under 800m udgik han så. Jacob viste dog god moral ved i det hele taget at kæmpe og prøve at følge med de andre mellemdistancespecialister.

Jonas Dichmann skulle også ud på de 1500m, men løbet artede sig igen ikke helt efter planen. Først fik Jonas igen en dårlig start, og herefter måtte han desværre vælge at ligge i anden gruppe, da de forreste løb lige hurtigt nok. Jonas vandt ganske vist spurten i denne gruppe, men der var ikke det rette overskud til rigtigt at løbe sig ud, og derfor må tiden 4.53,87 min også siges at være godkendt.

Lørdagen blev rundet af med, at Stine Bramsen kastede hammerkast og fik noteret 24,63m, og Ane Liv Berthelsen sprang 1,36m. Imens sidstnævnte forløb, leverede to af klubbens løbere meget flotte resultater i form af to personlige rekorder på 800m, som Daniel Graversgaard (årgang 97) og Benjamin Raun (årgang 96) stod for. Daniel var havnet i andet heat hos de 14-årige og efter en første omgang på 68 – 69s, holdt han flot tempoet på anden omgang og løb i mål i 2.19,33 min resulterende i en personlig rekord med næsten fire sekunder. Benjamin var også havnet i andet heat, og det udnyttede han ved at give den gas i starten og følge godt med resten af feltet, som rundede den første omgang i lige omkring 60s. Anden omgang løb også efter planen for Benjamin, som i øvrigt havde overskud nok til at give tegn til sine heppende klubkammerater kort før mållangsiden, og det hele mundede ud i tiden 2.04,35 min – en forbedring på ca to sekunder.

Søndag var en lidt stille dag med kun fire deltagere til start. Anna Østergård sprang først 1,33m i højdespring, som sagtens være kunnet blevet til mere, hvis ikke højden var gået direkte videre til 1,40m. Om aftenen løb Jacob Juncher så 3000m på 10.06,88 min ikke langt fra personlig rekord, og kort herefter løb Daniel Graversgaard 6.47,27 min på 2000m efter at have ligget alene en stor del af vejen. Og hele klubbens deltagelse endte med Helene Mortensens deltagelse i trespring, hvor det blev til 10,36m.

      
RANDERS SPORTSKLUB FREJA, Mariagervej 180, 8920 Randers NV, E-Mail
edit | powered by &Rcms | sitemap