Dansk rekord ikke nok til VM-finale

Christoffer Mikkelsen fra Randers Freja satte for anden måned i træk ny danmarksrekord i kuglestød. Rekorden blev slået med næsten en halv meter, men der manglede desværre 35 centimeter for at komme videre til finalen ved ungdoms-VM
 

Selvom han endnu engang slog danmarksrekorden, lykkedes det ikke for den 17-årige kuglestøder Christoffer Mikkelsen fra Randers Freja at kvalificere sig til finalen, da han torsdag deltog ved ungdoms-VM i Lille, Frankrig.
 
I starten af sidste måned lykkedes det Christoffer Mikkelsen at imponere alt og alle, da han slog en 15 år gammel danmarksrekord, men torsdag var han klar til at gentage kunststykket og lagde næsten en halv meter til rekorden. En præstation, der da også overraskede de fleste på atletikstadionet i Lille, hvor Freja-atleten var seedet som næstsidste af de 30 deltagere.
 
Desværre var 18,13 meter 35 centimeter for lidt til en finaleplads. Alligevel jublede den danske lejr over resultatet, der rakte til en 15.-plads.
 
»Det er det fedeste, jeg nogensinde har prøvet,« lød det fra Christoffer Mikkelsen, der dog havde håbet, at et stød over 18 meter ville være nok til klemme sig videre til finalen.
 
Med den nye rekord har Christoffer Mikkelsen forbedret sig med over fire meter på det seneste år, og alt tyder lyst forud for hans næste store udfordring: Ungdoms-OL i Tyrkiet, der løber af stablen senere på måneden.
 
I kvalifikationsrunden var det ikke uventet det newzealandske kæmpetalent Jacko Gill, der løb med al opmærksomheden efter sit første stød, der blev sendt helt ud på 20,75 meter - en længe der var mere end nok til at sætte samtlige konkurrenter på plads.
 

 


 

      
RANDERS SPORTSKLUB FREJA, Mariagervej 180, 8920 Randers NV, E-Mail
edit | powered by &Rcms | sitemap