I jagten på nye højder, smed vi stængerne på taget og kørte 6timer østpå. Vi har tidligere sprunget i Karlskrona med stor held. Den tidligere nordiske rekordholder, Miro Salar kommer herfra og der bliver kræset om stangspring. Fx. ligger madrassen i målområdet for 100m – så er der altid medvind. Vinden blæser ude fra havet og den plejer at være konstant og gør jagten på rekorder lidt lettere.
 
Udover Line Renée Jensen og Iben Høgh-Pedersen var de bedste svenske kvinder (minus de to allerbedste) også kørt hertil for at nyde forholdene. Og gode var de. Sol og let brise i ryggen hele vejen gennem opvarmningen – der tager en rum tid med 15atleter – og et godt stykke ind i konkurrencen. Ved 3.50m startede en hyggelig og fin sommerregn – vinden lagde sig – madrassen blev våd, pigerne blev våde, stængerne blev glatte og chaufførens humør dalede. Regnen tiltog.
 
Danskerne var dog de største vikinger og sejrede over svensken. Iben nr. 1 med 3.95m og Line Renée nr.2 med 3.75m. Vel nok nogle gode resultater i regnvejr og en sejr, er en sejr, men træneren og chaufføren står med en uforløst fornemmelse af en snarlig personlig rekord til begge Frejas udsendte.
 
Line Renée skal lige afslutte sit gymnasium i den kommende uge og Iben snupper sidste eksamen i sin uddannelse inden sommerferien og så går jagten videre, forhåbentlig med yderligere skærpet koncentration, når nu ikke eksaminerne presser på.
 
Iben springer igen på torsdag til indvielsesstævne på det nyrenoverede Viby Stadion. Ugen efter rejser vi endnu længere østpå – til Stockholm og stævne i Folksam Grand Prix serien (Sollentuna) og herfra endnu længere østpå til Somero i Finland for at springe to gange, torsdag, 30.6.og søndag 3.7. til Somero Stangspringskarneval. Søndagens konkurrence er en elitekonkurrence mod bl.a. den finske rekordholder, Minna Nikkanen, der har sprunget 4.60m.
 
Med venlig hilsen
Chauffør og træner
Ole Kvist
Randers Atletikklub Freja
 
http://www.ka2if.se/Rosenbomspelen11.html /regnvejrsstævnet
http://folksamgrandprix.se/SollentunaGP/2011/ /Folksam GP serien
http://www.s-netti.com/karnevaalit/ /Somero stangspringskarneval
 
      
RANDERS SPORTSKLUB FREJA, Mariagervej 180, 8920 Randers NV, E-Mail
edit | powered by &Rcms | sitemap